Mie, Mads og de andre - digte til dig

 

Fra 1995 - 40 sider.

18 digte om kammeraterne og et par voksne. Hvert af digtene er illustreret i sort/hvidt af Vif Dissing.

 

Kr. 98

 

Bestil

 

 

 

 

 

En lektørudtalelse er en kort vurdering af en bog med henblik på anskaffelse til bibliotekerne. En børnebog får ved sin udgivelse to udtalelser: en af en børnebibliotekar og en af en skolebibliotekar.

Poul Larsen har tidligere skrevet og udgivet digtsamlinger for børn. "At være bange - digte til dig" og "Glæde - digte til dig", begge fra 1993. "Mie, Mads og de andre" er ikke tydeligt tematisk som disse to, men samler sig alligevel om ‘de andre’ - i dette tilfælde mest andre børn, klassekammerater og søskende, men også enkelte voksne, og alle digtene har personnavne som overskrifter. Det er digte, der enten går tæt på og bag om personer, gennemskuer og afslører, eller digte, der griber fat og involverer læseren. Poul Larsens digte er aldrig ondskabsfulde og udleverende, nærmest konstaterende og forstående. Digtene udfordrer ikke sine læsere, de fleste er lette at gå til og umiddelbart forståelige. Men det er måske også nødvendigt for at nå målgruppen fra ca. 10 år? Vif Dissings illustrationer fanger tonen og stemningerne i digtene fint og formidler både alvor og humor.

Lene Kristiansen

Digtsamlingen består af 18 personportrætter, tegnet med en fin og nænsom pensel, der ofte i korte strøg giver et rammende udsagn og tegner en type, vi alle genkender. Indledningsdigtet er forældredigt til dette lille barn - et andet fortæller om onkel Svend, der arbejdsløs og glad definerer, hvad høj levestandard er - et tredje tolker et sidste vemodigt besøg hos farmor. Ellers er de fleste digte om børn, mange af dem med en involveret jeg-person i forfattervinklen, og en del af dem kan børn let forestille sig som en slags klassebillede. Bogen er let at gå til og forstå, og med sine urimede korte linjer og ligefremme sprogbrug vil den kunne inspirere til en skriveproces. Den er et velegnet led i et emnearbejde om digte på 5.-7. klassetrin. De grove tegninger, der følger hvert digt, giver et muntert/alvorligt indtryk og tegner samtidig et tema fra digtet. Det er let at spore en velment overbærenhed og accept i disse portrætter - der hver for sig finder en ener frem i hver enkelt og lader billeder stå som fuldgyldige dele af en menneskelig helhed.

Ingrid Jensen (S)

Pernille

 

Hun er tosset

hun er bare tosset

med heste.

Hun er bred og buttet

og har en bag

som en belgisk hoppe

og hendes manke

er sort som natten.

 

Hun er drillesyg og fræk

og sender mega-dejlige smil

rundt i klassen til mig

og Jonas og de andre rødder

så vi flere gange i timen

må gribe fat i vores borde

og passe på at huske

at vi er kvindehadere.

 

Bakkevej 14, 9492 Blokhus – Tlf.: 98 24 93 45 – Mobil: 21 66 06 55 – E-mail: foelfod@mail.dk