48 døgn på isen - om Italia-ekspeditionen

Udgivet 2001 - 364 sider

Gennemillustreret af Fritz Haack

 

Om italieneren Nobile, som i sit luftskib "Italia" flyver over Nordpolen i 1928 sammen med femten andre mænd. På vej hjem til basen på Svalbard kommer "Italia" ind i et stormvejr og styrter ned. Ti mænd bliver kastet ud af gondolen, én mand bliver slået ihjel på stedet, mens seks af besætningsmedlemmerne driver videre østpå i det ødelagte luftskib. De ses aldrig siden.

De ni overlevende på isen befinder sig 90 km nord for Svalbard. Bogen handler om deres kamp for at overleve.

 

Bogen er også udkommet i en voksenudgave med flapper og koster det samme.

Fra 11 til 100 årige.

 

Findes også som e-bog. Kan lånes på eReolen eller købes hos forlagene Følfod & TimeOut.

 

Kr. 60

 

Bestil

 

 

En lektørudtalelse er en kort vurdering af en bog med henblik på anskaffelse til bibliotekerne. En børnebog får ved sin udgivelse to udtalelser: en af en børnebibliotekar og en af en skolebibliotekar.

Efter "Drama på isen" og "En farlig slæderejse" (begge 98/34), om Mylius-Erichsens Danmarks-ekspedition og den efterfølgende Alabama-ekspedition omkring 1910, har forfatteren på opfordring taget luftskibet Italias dramatiske forlis og undsætning i sommeren 1928 under behandling. Det er der kommet en rigtig god bog ud af. Med sans for detaljen giver den en spændende og intens beskrivelse af forliset og de efterfølgende mange døgns kamp mod kulde og isbjørne og svingende forhåbninger om redning. Bogen giver også en indgående beskrivelse af de hel- og halvhjertede redningsforsøg, præget af såvel personlige som nationale og politiske ambitioner. De sidste 50 sider handler om ekspeditionslederen Umberto Nobile og de øvrige overlevendes videre skæbne. Luftskibets konstruktion beskrives kort, og der er en oversigt over de medvirkende redningsfly. Til sidst et spændende kapitel om nordpolsekspeditionernes lidet glorværdige historie. Bogen er skrevet i et enkelt og præcist sprog og beretningen ledsages af stemningsskabende tegninger og en del udmærkede kort. Typografien er stor og åben, og afsnittene korte, så bogens mange sider vil ikke virke afskrækkende. Til læsere fra 12 år.

Lars Larsen

I denne fagbog i causerende form har PL genskrevet handlingen på baggrund af kildetekster. Det bliver en medrivende fortælling for elever fra 4. kl., der interesserer sig for opdagelsesekspeditionerne og nogle af de dramaer, der udspillede sig omkring disse. Egenskaber som social adfærd, egoisme, retskaffenhed og ærgerrighed samt begreber som ære, uretfærdighed, inkompetence og oprejsning dækker de handlinger, der sker undervejs. Historien indledes kort med selve forliset af luftskibet "Italia”nord for Svalbard på vej tilbage efter en overflyvning af Nordpolen. Den italienske Umberto Nobile var ansvarlig ekspeditionsleder - og tingene er anskuet fra primært hans synsvinkel. Derefter fortælles den forudliggende historie i brudstykker, mens den egentlige handling dækker de oplevelser, frustrationer, angsttilfælde mv., som følger med i kølvandet af et forlis i de givne forhold. Bogen afsluttes med gode efterskrifter mht. de impliceredes videre levned. Dette er første bog om emnet for børn. Til emnearbejde om opdagelser på mellemtrinnet. PL har tidligere udgivet Drama på isen og En farlig slæderejse (98/34) med samme illustrator.

2001/32

Karsten Boll (S)

 

Bakkevej 14, 9492 Blokhus – Tlf.: 98 24 93 45 – Mobil: 21 66 06 55 – E-mail: foelfod@mail.dk